keyboard_arrow_down

ID® SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER

LinkedinFacebookInstagramYoutube

1. Indledning

1.1 Følgende salgs- og leveringsbetingelser er gældende for alle aftaler indgået mellem ID® Identity cvr.nr 16278874 og kunden/køber (herefter Køber), uanset eventuelle modstridende eller yderligere vilkår og betingelser i Kundens indkøbsordre, generelle indkøbsbetingelser eller anden kommunikation fra Kunden. Ingen sådanne modstridende eller yderligere vilkår og betingelser betragtes som accepteret af ID® Identity, medmindre dette er udtrykkeligt skriftligt bekræftet af ID® Identity.  

1.2 Disse salgs- og leveringsbetingelser udgør derfor en integreret del af enhver af Køber erlagt ordre.

1.3 Som led i samhandelsaftalen mellem parterne sender ID® Identity, via e-mail, al relevant information vedrørende varekollektioner, produktsortimenter, brands, prislister mv. til brug for Købers markedsføring og salg af de omfattede varer og ydelser.

1.4 ID® Identity leverer i videst muligt omfang relevant information om nye varekollektioner/varekataloger, produktsortimenter, brands, prislister og lignende information til brug for fornyelse af Købers markedsføring og til understøttelse af Købers rolle som forhandler.

1.5 Parterne orienterer i videst muligt omfang hinanden om markedsforhold og kommercielle forhold, som skønnes at have betydning for samarbejdet.

2. Nyhedsbreve

Som et led i samhandlen forpligter ID® Identity sig til at sende forhandleren al relevant information vedrørende ID® Identitys varekollektioner, produktsortimenter, brands, prislister mv., som er nødvendig for, at forhandleren kan markedsføre og sælge de af aftalen omfattede varer og ydelser. Informationen sendes pr. e-mail til forhandleren.

ID® Identity forpligter sig endvidere til løbende at sende relevant information om nye varekollektioner/varekataloger, produktsortimenter, brands, prislister og lignende information, som er nødvendig for, at forhandleren kan forny sin markedsføring og salget af de af aftalen omfattede varer og ydelser samt for at understøtte forhandleren i dennes rolle som forhandler.

Det er således en forudsætning for samhandlen, at parterne loyalt holder hinanden orienteret om markedsforhold og kommercielle forhold, som parterne skønner kan have betydning for samarbejdet.

3. Tilbud, ordre og accept

3.1 Skriftligt tilbud afgivet af ID® Identity er gældende i 30 dage fra tilbuddets datering, medmindre andet er anført i tilbuddet. Efter udløbet af denne frist, bortfalder ID® Identity’s tilbud automatisk.

3.2 ID® Identity forbeholder sig retten til at ændre en i tilbuddet eventuel oplyst leveringstid og -dato, såfremt Køber ikke bekræfter tilbuddet samme dag.

3.3 ID® Identity’s tilbud afgives desuden med forbehold for udsolgte varer, mellemsalg eller anden side samt ændrede leveringsbetingelser fra ID® Identity’s samarbejdspartnere. Såfremt der er sket ændringer i leveringsbetingelserne eller den tilbudte vare er udsolgt eller solgt til anden side forinden tilbuddet accepteres af Køber, jf. punkt 3.1, bortfalder ID® Identity tilbud automatisk. Tilbud afgivet på baggrund af urigtige oplysninger, inkl. skitser m.v. modtaget fra Køber, er ikke bindende for ID® Identity.

3.4 En ordre er først bindende for ID® Identity, når ID® Identity har afgivet en skriftlig ordrebekræftelse. Dette er gældende uanset om Køber har afgivet ordren mundtligt, skriftlig eller elektronisk.

3.5 Køber har pligt til ved modtagelsen af ID® Identity's ordrebekræftelse straks at reklamere, såfremt Køber finder, at de i ordrebekræftelsen anførte vilkår, ikke er i overensstemmelse med ordren. I modsat fald anses aftalen for indgået på de vilkår, der fremgår af ordrebekræftelsen

4. Priser

4.1 Alle priser er angivet i den aftalte valuta ekskl. moms og afgifter og fremgår af den fremsendte ordrebekræftelse.

4.2. Oplysninger og priser, som ID® Identity har fremsat i brochurer, kataloger, prislister, annoncer på internettet eller mundtligt er alene af vejledende karakter, hvorfor Køber alene kan påberåbe sig indholdet i individuelle tilbud og/eller ordrebekræftelser som grundlag for Leverancen.

4.3 ID® Identity forbeholder sig ret til at ændre den i ordrebekræftelsen anførte pris, hvis der indtræffer ændringer i valutakurser, transportomkostninger, toldsatser og afgifter. Dette gælder også ved løbende leverancer med hensyn til den del af leverancen, som på tidspunktet for en eventuel regulering endnu ikke er leveret.  

5. Betalingsbetingelser

5.1 Medmindre andet er skriftligt aftalt, skal betaling ske mod faktura med den aftalte betalingsfrist fra fakturadatoen. ID® Identity er berettiget til at fakturere køber for alle leverancer, som ID® Identity har foretaget eller meldt klar til levering fra det aftalte leveringstidspunkt. Hvis Køber ikke betaler inden sidste rettidige betalingsdag, er ID® Identity berettiget til at beregne morarente på 1,5% pr. påbegyndt måned samt rykkergebyr mv. i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.

5.2 Købers forsinkelse ved betaling af købesummen berettiger ID® Identity til efter eget valg at hæve eller fastholde aftalen med Køber samt kræve eventuelt tab erstattet.

5.3 Køber er ikke berettiget til at fremsætte modkrav, som ID® Identity ikke skriftligt har anerkendt.

6. Levering

6.1 Levering sker Ex Works (Incoterms®2020), medmindre andet er udtrykkeligt aftalt skriftligt. Risikoen overgår således til Kunden, når Leverancen stilles til rådighed for Kunden på ID® Identity’s adresse Lægårdvej 138, 7500 Holstebro.

6.2 I fald Kunden undlader af aftage Leverancen til aftalt tid, er ID® Identity berettiget til at oplagre Leverancen for Købers regning og risiko. På Købers anmodning skal ID® Identity forsikre Leverancen for Købers regning eller på anmodning foretage videresalg for Købers regning. Køber er tillige forpligtet til at erlægge enhver af leveringen betinget betaling, som om levering af Leverancen havde fundet sted.

6.3 ID® Identity's leverance omfatter alene de produkter, der er angivet i ordrebekræftelsen. Oplysninger om produktion, illustrationer, tegninger og information om tekniske data, herunder målinger, materialer mv., fremsat i kataloger, brochurer eller reklamemateriale er alene af vejledende karakter.

6.4 Levering af +/- 5% af den i ordrebekræftelsen aftalte mængde, anses for retmæssig og der sker ikke korrektion i købesummen i hverken opadgående eller nedadgående retning.

6.5. Alle immaterielle rettigheder, tegninger, skitser, tekniske specifikationer, knowhow mv. er ID® Identity's ejendom og må ikke kopieres eller videregives til tredjemand uden forudgående accept fra ID® Identity. De leverede produkter må heller ikke fremstilles, efterlignes eller overføres til tredjemand med dette formål for øje.

7 Ejendomsforbehold

7.1 ID® Identity forbeholder sig ejendomsretten over det solgte, indtil den fulde købesum inklusiv renter og eventuelle gebyrer er betalt.

8. Undersøgelsespligt og reklamation

8.1 Det påhviler Køber straks ved modtagelsen af Leverancen og forinden det leverede tages i brug, at gennemgå og undersøge Leverancen for at sikre, at Leverancen ikke er behæftet med mangler samt at reklamere overfor ID® Identity i tilfælde af, at det viser sig, at Leverancen er behæftet med en mangel, eller der foreligger afvigelser i forhold til det aftalte. Ibrugtages en Leverance anses denne som accepteret af Køber.

8.2 Såfremt Køber finder, at Leverancen er mangelfuld, skal Køber straks og inden 8 dage fra leveringstidspunktet fremsætte skriftlig reklamation over for ID® Identity med nøjagtig angivelse af manglens karakter og omfang.

8.3 Reklamationsfristen i pkt. 8.2 gælder også hvis leverancen – på købers anmodning – videresendes direkte til købers leverandør til tryk, broderi mv. Køber er også i disse tilfælde ansvarlig for at besigtige leverancen, inden ibrugtagning.

8.4 Ved øvrige mangler, herunder skjulte mangler, som først viser sig på et senere tidspunkt, skal Køber reklamere straks efter at Køber kunne eller burde have opdaget manglen og senest et år efter levering har fundet sted. 

8.5 Såfremt Køber ikke inden udløbet af den angivne frist fremsender en skriftlig reklamation, fortaber Kunden sin reklamationsret. I tilfælde af reklamation må Leverancen ikke tages i brug, før ID® Identity har haft lejlighed til at undersøge den påståede mangel.

8.6 Fremsættes en reklamation for sent, men indlader ID® Identity sig alligevel i realitetsforhandlinger med Køber i anledning af den fremsatte reklamation, sker dette i alle tilfælde uden præjudice, og ID® Identity er dermed ikke afskåret fra efterfølgende at påberåbe sig, at reklamationen er fremsat for sent.

8.7 Efter at have modtaget en skriftlig reklamation fra Kunden, jf. punkt 9.2 og 9.3, skal ID® Identity uden ugrundet ophold afhjælpe manglen, jf. punkt 10.

9. Mangler

9.1 I det omfang ID® Identity konstaterer, at der foreligger en mangel ved Leverancen, er ID® Identity berettiget til efter eget valg at omlevere eller foretage en reparation af Leverancen. Køber kan ikke gøre krav gældende i anledning af den forsinkelse, som måtte opstå som følge af omleveringen eller reparationen.

9.2 For omleveringer sker leveringen på samme vilkår og under samme forudsætninger som den oprindelige Leverance.

9.3 ID® Identity har dog ikke afhjælpningspligt i de tilfælde, hvor manglen skyldes, at Leverancen ikke er blevet anvendt i fuld overensstemmelse med ID® Identity’s forskrifter, eller hvis manglen skyldes fejlagtig eller uhensigtsmæssig brug, manglende vedligeholdelse, ændringer eller tekniske indgreb, foretaget uden ID® Identity’s skriftlige samtykke eller normal slitage.

9.4 Såfremt Køber har afgivet en sådan meddelelse, som nævnt i punkt 9.2, og det viser sig, at der ikke foreligger nogen mangel, som ID® Identity bærer ansvaret for, har ID® Identity ret til godtgørelse for det arbejde og de omkostninger, reklamationen har påført ID® Identity.

10. Misligholdelsesbeføjelser

10.1 I tilfælde af Købers konkurs eller betalingsstandsning eller formueforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at Køber er eller vil være ude af stand til at betalte ID® Identity’s krav, når det forfalder, har ID® Identity ret til at tilbageholde alle ordre, indtil hele kravet er betalt.

11. Annulering/Returnering

11.1 Efter ID® Identity har fremsendt en ordrebekræftelse til Køber, har Køber ikke ret til at ændre eller annullere ordren.

11.2 ONLINE RETURNERING
Vælger Køber at returnere, er Køber forpligtet til at returnere Leverancen i den originale, ubrudte og uskadte, inklusive umærkede emballage, ligesom Køber er forpligtet til at betale alle omkostninger i forbindelse hermed. Hvis ID® Identity accepterer varerne modtaget, krediteres de returnerede varer. Varer med fakturadato ældre end 60 dage tages ikke retur. Forædlede varer: Tages ikke retur.

11.3 MANUEL RETURNERING
Vælger Køber at returnere, er Køber forpligtet til, efter forudgående skriftlig aftale på support@id.dk, at returnere Leverancen i den originale, ubrudte og uskadte, inklusive umærkede emballage, ligesom Køber er forpligtet til at betale alle omkostninger i forbindelse hermed. Hvis ID® Identity accepterer købers anmodning om returnering af ordren, krediteres de returnerede varer med et fradrag på 10% fra den vejledende B2B-pris. Varer med fakturadato ældre end 60 dage tages ikke retur. Forædlede varer: Tages ikke retur.

12. Produktansvar

12.1 ID® Identity er alene ansvarlig efter dansk rets almindelige regler.

12.2 Køber skal holde ID® Identity skadesløs i den udstrækning, ID® Identity pålægges ansvar over for tredjemand for sådanne skade og/eller sådanne tab, som ID® Identity i henhold til ovenstående bestemmelser, ikke er ansvarlig for. Der henvises i øvrigt til pkt. 14 nedenfor

13. Udvidet producentansvar

13.1 Hver part bærer egne omkostninger i forbindelse med udgifter til tilbagetagning og håndtering af emballage, som er markedsført som en del af produktet. Køber er ansvarlig for den praktiske håndtering og tilbagetagning.

13.2 Hver part bærer egne omkostninger i forbindelse med udgifter til tilbagetagning og håndtering af tekstiler. Køber er ansvarlig for den praktiske håndtering og tilbagetagning.

13.3 I tilfælde af det i lande udenfor Danmark, påhviler ID® Identity at indbetale til en fælles indsamlingshåndterings løsning, skal køber friholde ID® Identity for en sådan udgift.

14. Ansvarsbegrænsning

14.1 ID® Identity kan ikke holdes ansvarlig for mangler, der skyldes forhold opstået efter levering.

14.2 ID® Identity er ikke ansvarlig for driftstab, tidstab, leveringstab og avancetab samt indirekte tab eller følgeskader af nogen art hos køber eller tredjemand.

14.3 ID® Identity kan ikke holdes ansvarlig for nogen skade eller nogen mangel, som måtte være en følge af Købers skødesløse, ukorrekte eller uhensigtsmæssige anvendelse eller behandling af Leverancen.

14.4 ID® Identity yder ingen garantier, medmindre dette udtrykkeligt fremgår af den indgåede aftale mellem ID® Identity og Køber. Såfremt ID® Identity har afgivet en sådan garanti over for Køber, omfatter garantidækningen ikke en eventuel fejlinstallation eller fejlagtig brug i forhold til den til produktet udleverede brugsvejledning eller ID® Identity’s forskrifter. En af ID® Identity afgivet garanti bortfalder tillige, såfremt Leverancen ændres, serviceres eller forsøges repareret af andre end ID® Identity eller en af ID® Identity anvist reparatør.

14.6 ID® Identity’s samlede ansvar for ethvert krav, der udspringer af aftalen eller i forbindelse med Leverancen, og uanset om kravet er baseret på erstatning inden for eller uden for kontrakt, skadesløsholdelse, lovgivning eller andet, er begrænset til et beløb svarende til det samlede fakturabeløb excl. moms, som Køber har betalt eller skal betale vedrørende den pågældende Leverance.

15. Force majeure

15.1 ID® Identity er under alle omstændigheder ansvarsfri for manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen, når forsinkelsen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende forhold, som ID® Identity ikke har haft indflydelse på og på tidspunktet for aftalens indgåelse hverken burde eller kunne forudse, herunder, men ikke begrænset til, krig, optøjer, terror, opstand, strejke, lockout, mangel på arbejdskraft, regeringsindgreb eller indgreb fra offentlige myndigheder, ildsvåde, naturkatastrofer samt naturforhold der gør, at det ikke er muligt at opfylde aftalen, dårlige vejrforhold, valutarestriktioner, import- eller eksportrestriktioner, afbrydelse af almindelig samfærdsel, afbrydelse af eller svigt i energi- og vandforsyningen, offentlige dataanlæg og kommunikationssystemer, længerevarende sygdom hos nøglemedarbejdere, virus, cyber terror, hackerangreb, eller nogen anden årsag, som ID® Identity hverken kunne kontrollere, undgå eller forvente (force majeure).

15.2 Såfremt mangelfri eller rettidig levering hindres midlertidigt som følge af force majeure, udskydes levering i et tidsrum svarende til hindringens varighed med tillæg af en efter omstændighederne rimelig periode til normalisering af forholdene. ID® Identity skal i ovennævnte tilfælde underrette køber om ændringen eller den forventede ændring af leveringstidspunktet uden unødig forsinkelse. Levering til den således udskudte leveringstid anses i enhver henseende for rettidig.

15.3 Forhold hos ID® Identity’s underleverandører og/eller samarbejdspartnere, der medfører, at ID® Identity ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for Køber, og som ikke kan overvindes uden uforholdsmæssigt store omkostninger for ID® Identity, anses ligeledes som force majeure.

15.4 Hvis ID® Identity ønsker at påberåbe sig nogen af de nævnte omstændigheder, skal Køber hurtigst muligt underrettes om hvilken begivenhed, der er indtrådt, og hvornår det forventes, at den ophører.

15.5 Uanset hvad der i øvrigt følger af disse salgs- og leveringsbetingelser, kan ID® Identity såvel som Køber dog hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part, såfremt aftalens opfyldelse hindres i mere end 6 måneder af en begivenhed, som nævnt i punkt 14.1.

16. Værneting og lovvalg

16.1 Enhver tvist mellem parterne, der måtte opstå som følge af leverings- og salgsbetingelserne, skal afgøres i overensstemmelse med dansk ret. Danske internationale privatretlige regler finder ikke anvendelse.

16.2 Enhver tvist skal til enhver tid afgøres ved en almindelig domstol på ID® Identity's hjemsted.

16.3 Den danske udgave af salgs- og leveringsbetingelserne er den gældende.

Holstebro, februar 2024.
 

Corporate wear

More than sportswear

Passion for shirts

Made to last

Tidløst Corporate Wear

Corporate Wear med et klassisk
og tidløst design forfinet
siden 1983

Fælles identitet

Tøj der understreger en fælles
identitet og styrker
fællesskabet

Find jeres farve

Vælg mellem mere end 60+
farver - der er også en
farve til jer

Ingen kompromiser

Skabt til at kunne bruges igen
og igen - holder pasform
og farve

Redegørelse for samfundsansvar, jf. årsregnskabslovens § 99 a". BCI cotton ID® Ansvarlighedsrapport 2022/2023. Se her

keyboard_arrow_up